Almen medicin introduktions- og hoveduddannelse
Hvorfor vælge praksis og forløb tilknyttet MVH?
Vi har hårdt brug for dig. Vores patienter er multisyge og ofte komplekst syge. Vi har næsten altid ledige stillinger og praksiskapaciteter i almen medicin i vores område. Det er måske ikke verdens bedste salgstale - men vi mener, at man kommer længst med ærlighed. Opgaven er stor i vores optageområde, og derfor kommer du til at gøre en kæmpe forskel, uanset om du træder ind i en praksis som ny introduktionslæge, eller om du står på frontlinjen i akuthuset som hoveduddannelseslæge i blokforløb.
Hos os får du et indgående kendskab til arbejdet med multisyge patienter. Du kommer ud i fronten og lærer at handle, selv i de mest kritiske situationer. Men du er aldrig alene. "Det er som at stå med glødende kul i hænderne", sagde en af vores hoveduddannelseslæger i almen medicin, "men der står altid en bagvagt bagved med handsker klar til dig."
På vores sygehus vil du opleve, at du har god mulighed for få medindflydelse og tage initiativ til nye indsatser. For eksempel har vi ansat to AP-UKYL'er og en UAO i almen medicin, der har funktion på tværs af afdelingerne. Derfor har du altid adgang til ligesindede fra eget speciale, som du kan sparre med, og som tager ansvaret for uddannelsesledelsen og den lokale udvikling af specialet på sig.

Socialt og fagligt netværk og fællesskab
Som hoveduddannelseslæge i almen medicin, har du mulighed for at blive en del af vores Netværk for Almen Praksis læger (NAP). Netværket mødes den anden tirsdag i hver måned fra 13:30 til 15:30, hvor der er faglige oplæg, samt rig mulighed for erfaringsudveksling og sparring. Netværket afholder derudover sociale arrangementer cirka hvert halve år.
Vores afdelinger giver tilsagn om, at AP-læger får mulighed for at deltage i netværksmødet, medmindre der er et ekstraordinært behov for at beholde dem i afdelingen på dagen. Hoveduddannelseslæger i praksis, deltager i det omfang, den enkelte praksis kan imødekomme.
Vores to AP-UKYL'er er ansvarlige for netværket og sociale arrangementer. En af dem vil kontakte dig med en invitation til netværket, kort efter du er startet i din hoveduddannelse i område MVH.
Introduktionslæger i område MVH inviteres også til at komme og deltage i netværket en gang eller to i løbet af deres stilling, hvis de har lyst og synes det giver mening for dem.
Drømmer du om et bestemt uddannelsesforløb?
Vi samarbejder med regionen og alle vores tilknyttede praksis om at imødekomme de forløb, som efterspørges af jer. Har du for eksempel været i KBU hos en bestemt praksis, som du gerne vil fortsætte i introduktionsstilling hos? Har du særlige ønsker til medicinsk blok eller psykiatrisk placering? Der er også mulighed for sammenhængende forløb, hvor du ansættes i en samlet introduktions- og hoveduddannelsesstilling. Kontakt os endelig, så kigger vi på mulighederne for at opslå en stilling der passer til dine ønsker.
Obs. alle forløb bliver opslået i ordinære ansøgningsrunder og kan søges af alle interesserede ansøgere.
Links til mere information
Læs mere om introduktionsuddannelsen i almen medicin på Region Sjællands hjemmeside.
Læs mere om hoveduddannelsen i almen medicin på Region Sjællands hjemmeside.
I ovenstående links finder du vejledning til ansøgningsprocessen, velkomstbreve, samt information om den regionale kompetenceudviklingspulje for hoveduddannelseslæger i almen medicin.
På Lægeuddannelsen.dk kan du blandt andet finde information om meritansøgning, målbeskrivelser og specialespecifikke kurser.
Information til (kommende) hoveduddannelseslæger
Som læge i praksis forventer patienterne ofte, at du har styr på alt fra tropesygdomme til løbeskader. Du kan ikke lære alt hos os, men vi opfordrer dig til at suge viden til dig og tage på relevante kurser for vores regning. Med puljen til kvalitetsudvikling af uddannelseslægers videreuddannelse kan du komme på kurser for op til 12.000 kr. per 12 måneders ansættelse på MVH.
Har du brug for inspiration? Forhør dig hos vores AP-UKYL'er eller UAO i almen medicin, som sammen med netværket er i færd med at udarbejde en kursusliste til inspiration.
Vi ønsker at støtte op om, at du bliver klædt godt på til de kritiske situationer - derfor opfordrer vi alle vores hoveduddannelseslæger i almen medicin til at tage på ALS kursus for vores regning.
Hvis din praksis har mulighed for at imødekomme det, kan du tage kurset i slutningen af praksis fase 1 - og ellers anbefaler vi, at du tager det snarest muligt i medicinsk blok.
Når du som hoveduddannelseslæge i almen medicin træder ind ad døren hos os, så ved vi godt, at du ikke brænder for en hverdag med vagtplaner, SP og skiftende kolleger og patienter. Vi ved, at du er her for at lære det, som du skal bruge til resten af dit lægeliv, som formentlig vil foregå ude i primærsektoren.
Derfor støtter vi op om, at du kan gå på deltid og få orlov i dit forløb hos os. Har du for eksempel lyst til at udvide horisonten med en arbejdssommer i Grønland? Eller passer det bedre til familielivet, hvis du kan gå på deltid? Vi har en forhåndsaftale med vores afdelinger om, at deltid ned til 30 timer om ugen altid skal kunne lade sig gøre for vores uddannelseslæger. Kontakt os endelig - vi hjælper med at få alle aftalerne på plads.
Transport og bolig
Som noget helt nyt, kan du som pendler fra København eller Valby springe toget over og komme på arbejde med vores personalebus til Slagelse - læs mere på Region Sjællands hjemmeside her.
Vi har et lækkert personalehotel for alle ansatte på MVH. Personalehotellet ligger lige overfor Akutafdelingen i Slagelse, på Ingemannsvej 55, og det koster 150 kr. per overnatning.
Læs mere om booking og vilkår for personalehotellet.
Vi har lidt over 40 boliger forbeholdt for yngre læger, hvoraf størstedelen ligger i Slagelse. Hvis du ønsker at få en af disse lægeboliger tildelt, er det vigtigt, at du skriver dig på ventelisten, så snart du har takket ja til din ansættelse hos os.
Kontakt
Adresse
Midt- og Vestsjællands Hospital
Lægelig Videreuddannelse
Fælledvej 2F
4200 Slagelse
Se kort
Find vej på Midt- og Vestsjællands Hospital, SlagelseRing til os
Skriv til os
Øvrig information
Anette Sørensen, chefkonsulent
anesor@regionsjaelland.dk
Melanie de Voss Nielsen, uddannelseskonsulent
melani@regionsjaelland.dk
Sanne Ostenfeld Jensen, uddannelseskonsulent
sojs@regionsjaelland.dk
Opdateret fredag den 17. apr. 2026