Spirekonsulent i psykiatrien: Jeg håber, jeg er med til at plante et lille frø
Når Annegrethe Juul tager patienter med ud i naturen, får de et afbræk i deres indlæggelse med oplevelser, der skaber håb for et bedre liv.
tirsdag den 4. august 2026

- Mange er ret overraskede over, at det findes.
Annegrete Juul åbner døren ind til drivhuset, som ligger i en lukket gårdhave i hjertet af psykiatrien i Slagelse. Hun ryster en basilikumplante, så den krydrede duft breder sig blandt tomatplanter, jordbær, chili, blomsterkarse, aubergine og vindruer.
Annegrete er spirekonsulent og hendes arbejde består i at tilbyde patienter på tværs af alle psykiatriske sengeafsnit at komme ud i naturen, mens de er indlagt.
- Det kan være en meget urolig oplevelse at være indlagt, for her er jo mange forskellige patientgrupper. Herude er der bare fred og ro. Det er en lille oase.
Mange savner haven
Det er patienterne, der planter, vander og passer planterne. Mange savner måske haven eller blomsterkasserne derhjemme. Spirehuset, som fik sit navn ved en konkurrence, hvor patienterne kom med navneforslag, er et lille univers af normalitet i en hverdag som psykisk lidelse har sat en stopper for - enten kortvarigt, langvarigt eller permanent.
- Her har de muligheden for at komme udenfor, så de ikke skal opholde sig indendørs i alle døgnets timer. Her kan de få tankerne hen imod, at der også er en verden og et liv udenfor, og at de ikke skal være her for evigt, fortæller Annegrethe Juul til tilføjer, at patienterne tit har det så dårligt, at de ikke må gå ud alene.
Naturen er god for alle
Verden udenfor er også gåture i skoven, snobrød over bålet, en cykeltur i området eller en tur i Anlægget for at høre picnickoncert. Alt sammen arrangeret af Annegrethe Juul, der tre dage om ugen går rundt i alle afsnit og inviterer patienterne ud i naturen.
- Jeg håber, at jeg er med til at plante et lille frø. At de oplever, at det er godt at komme ud at få noget frisk luft og lidt bevægelse hver dag. Ud og opdage naturen. Det er godt for alle.
Annegrethe hverken ønsker eller behøver at belære patienterne om naturens effekt. Det mærker de helt naturligt. For eksempel hvordan urgenerne fra stenaldertiden bliver aktiveret, når de sidder omkring bålet og føler trygheden i at få varme og være sikre på at få mad.
- Jeg har ikke haft et eneste bålarrangement, hvor der ikke har været nogen, der siger: Ej, hvor er det dejligt bare at sidde her og kigge ind i flammerne.
Taler bedre sammen under åben himmel
Og det er den form for respons fra patienterne som giver Annegrethe arbejdsglæde.
- Jeg håber, at det gør, at de kan være her på en bedre måde, og jeg er helt sikker på, at det er med til at gøre at en forskel for deres recovery.
Annegrethe Juul, der er uddannet coach og selv benytter naturen både privat og arbejdsmæssigt året rundt, taler også meget med patienterne. Men ikke om sygdom, der er de sundhedsfagliges område.
- Vi har altid gode samtaler om alt muligt. For det har man udendørs. Lige meget hvem man er, taler man meget bedre sammen under åben himmel.
Planter et håb om verden udenfor
Samtalerne, turene og de lidt lettere ansigtsudtryk tager Annegrethe med hjem hver dag, når hun har fri:
- Det gør mig glad, at der er mennesker, der har fået en god oplevelse og som er rigtig glade for at få lov til at komme ud i naturen.
Og selvom hun ikke kan love patienterne, at alt bliver godt, føler hun, at hun viser dem, at der er ting, der giver mening her i livet. Selvom det kun er en lille flig.
- Jeg håber jeg, at jeg måske har plantet et håb i dem, hvor de kan se, at livet går videre, selvom man er her. Der er en verden udenfor.

Fakta om projektet
I løbet af projektet (fra januar 2025 til juni 2026) har Annegrethe Juul gået, cyklet, lavet bål og meget andet med 626 patienter - nogle af dem gengangere. Og så har hun gået 677 km sammen med patienter i samme periode.
Stillingen som Spirekonsulent blev sat i værk som en del af samarbejdsmodellen ” Mennesker har brug for Mennesker” tidsbegrænset til et år.
Herefter blev projektet udvidet med seks måneder , og 1. juli 2026 blev stillingen gjort permanent, så spirekonsulenten nu er blevet en fast del af hverdagen på de psykiatriske sengeafsnit i Slagelse.
