Gå til indhold

Perspektiv: Vi er blevet flere kloge hoveder om patienterne

For snart 10 måneder siden flyttede Psykiatrisk Center København ind og smeltede sammen med Bispebjerg Hospitals organisation. Mens de første konkrete erfaringer begynder at tegne sig, giver centerchef Line Duelund Nielsen her sit perspektiv på, hvad de første måneders samliv har lært dem alle.
Line Duelund

Da det psykiatriske speciale ved årsskiftet officielt blev integreret på regionens akuthospitaler, var ambitionen klar: Patienterne skulle opleve et mere sammenhængende sundhedsvæsen, hvor psykisk og fysisk sygdom bliver mødt med samme opmærksomhed og værdighed.

En af dem, hvis arbejde og udgangspunkt blev forandret med integrationen, er Line Duelund Nielsen. Hun står i spidsen for Psykiatrisk Center København, som ved årsskiftet flyttede ind på Bispebjerg Hospital - fysisk, ledelsesmæssigt og organisatorisk.

”Vi havde allerede inden 1. januar internt i vores ledergruppe arbejdet meget med, hvor vi kunne se synergierne, og hvad patienterne konkret skulle få ud af integrationen. Derfor følte vi os meget klar til hurtigt at gå i gang med arbejdet,” fortæller hun.

De første 10 måneder siden da har derfor handlet rigtig meget om at gøre ambitionerne til virkelighed. Og selvom 10 måneder ikke er voldsomt lang tid, er der allerede sat gang i en række konkrete forandringer.

Samtale ikon

Om Perspektiv

Perspektiv er RØST's medarbejderserie. Her giver vi mikrofonen til jer, der står midt i forandringer på tværs af organisationen.

Har du et perspektiv på forandringer hos jer, du gerne vil dele med dine kolleger? Send os en mail på roest@regionoest.dk.

Små greb med stor betydning

Fx har mange patienter med psykisk sygdom ofte svært ved at møde op til en somatisk behandling, og udeblivelserne betyder at patienterne risikerer at blive afsluttet, hvis ikke de møder op til en aftale. Nu har Bispebjerg Hospital indført en fælles vejledning, som forpligter afdelingerne til at forsøge at hjælpe patienten tilbage i behandling. Hvis det er nødvendigt, kan den somatiske afdeling også trække på støtte fra patientens psykiatriske ambulatorium.

”Det kan lyde som en rent teknisk ændring, men vi ved, at nogle mennesker på grund af deres psykiske sygdom kan have svært ved at gennemføre et behandlingsforløb. Kan vi hjælpe dem bedre, kan det få stor betydning for deres samlede sundhed,” siger Line Duelund Nielsen.

Man kigger altså hele vejen rundt på, hvor man kan lette adgangen til somatisk behandling for patienter i psykiatrien, og selv små greb kan have stor betydning. Derfor har man bl.a. også valgt at arbejde på at rykke blodprøvetagningen direkte ud i de psykiatriske ambulatorier.

”På nogle områder skal patienterne i psykiatrien lidt foran i køen, fordi de på grund af deres psykiske sygdom ikke får taget de nødvendige prøver og samtidig har en højere risiko for at udvikle sidesygdomme,” siger Line Duelund Nielsen. 

 

Der tages hånd om fordomme og frygt

Netop fordi patienterne i psykiatrien har andre forudsætninger, handler en del af integrationsarbejdet også om at nedbryde de fordomme omkring psykisk sygdom, der også eksisterer blandt de sundhedsfaglige kollegaer i somatikken, der nu er kommet tættere på.

”Der kan både være fordomme om psykisk sygdom eller en frygt for at gøre noget forkert, som gør, at patienten måske ikke får den behandling, de skal have. Men patienterne skal opleve, at de kan komme ind på hospitalet og blive behandlet for alle sygdomme ét sted.”

Derfor har man på Bispebjerg bl.a. inviteret PsykInfo ind i alle somatiske afdelinger med det formål at styrke forståelsen for de udfordringer, patienter med psykisk sygdom kan møde i sundhedsvæsenet gennem oplysning og dialog på tværs af hospitalet.

Afdelinger og personale på hospitalet kan bl.a. få informationsmateriale, gratis og anonym rådgivning om konkrete behandlingsforløb eller få besøg af en psykiatrisk sygeplejerske og en EN AF OS-ambassadør, der deler sin egen historie og erfaringer. Alt sammen tiltag, der skal være med til at give nye perspektiver og forebygge misforståelser og fastlåste holdninger.​

Adgang til flere kloge hoveder

En vigtig erfaring fra de første måneder er, at integrationen først og fremmest handler om relationer og samarbejde – ikke om organisationsdiagrammer. Og Line Duelund Nielsen oplever at de somatiske afdelingers modtagelse af psykiatrien har været præget af nysgerrighed og samarbejdsvilje.

”Jeg har oplevet stor imødekommenhed og stor lyst til at samarbejde. Det har gjort integrationen lettere."

På Bispebjerg Hospital er der også allerede blevet etableret eller styrket samarbejder mellem det psykiatriske speciale og blandt andet lungemedicinsk afdeling, geriatrien og neurologien.

”Vi har fokus på de steder, hvor patienter risikerer at falde mellem to stole. Det handler om at bygge bro mellem specialerne og skabe bedre overgange mellem behandlingstilbuddene,” siger Line Duelund Nielsen.

Hun oplever samtidig, at det psykiatriske og de somatiske specialer lærer af hinanden i endnu højere grad nu, hvor man er rykket tættere sammenmed én fælles ledelse og direktion.

”Det vigtigste er, at vi får lettere adgang til hinandens specialviden. Når flere kompetencer kommer tættere på hinanden, får patienterne adgang til flere kloge hoveder omkring deres behandling.”

Det psykiatriske område bidrager for eksempel med erfaringer inden for konfliktnedtrapning, forebyggelse af vold og håndtering af sårbare patienter, mens de somatiske afdelinger bidrager medspecialiserede somatiske kompetencer og stærke faglige miljøer.

Fælles mål har gjort integrationen lettere

Line Duelund Nielsen er på trods af den gode start bevidst om, at de seneste 10 måneder kun er begyndelsen på en langvarig udvikling.

Forhåbningen på den lange bane er blandt andet, at flere patienter gennemfører den behandling, de bliver henvist til, at der skabes endnu bedre tværfaglige behandlingsforløb, og at samarbejdet med kommunerne styrkes yderligere.

”Vi håber selvfølgelig, at vi kan være med til at mindske den ulighed i sundhed, som patienter med psykisk sygdom oplever. Det er en stor ambition, men det er den retning, vi arbejder i.”

Og netop et fælles mål er, ifølge Line Duelund Nielsen, noget af det, der har hjulpet integrationen så godt på vej indtil nu.

”Alle fusioner bliver nemmere, når man har en fælles kerneopgave, som giver mening. I vores tilfælde handler det om ligestilling af psykisk og somatisk sygdom. Det er det, der driver os alle i arbejdet.”