Nyt samarbejde med boligorganisationer styrker trivslen og forebygger sygdom
mandag den 8. juni 2026

Hvordan skaber man bedre sundhed blandt de borgere, der ofte har længere vej til de traditionelle sundhedstilbud?
Det spørgsmål er omdrejningspunktet for et nyt, lokalt samarbejde mellem boligselskaberne FOB og Slagelse boligselskab, Social Sundhed og forsknings- og implementeringsenheden PROgrez på Midt- og Vestsjællands Hospital.
Samarbejdet har fået navnet Sundhed er for alle, og netop det navn slår hovedet på sømmet for hele formålet med samarbejdet.
Flere undersøgelser viser nemlig, at beboere i almene boligområder i højere grad end resten af befolkningen lever med både somatiske og psykiske udfordringer - og det skal det nye samarbejde ændre på.
- Vi vil rigtig gerne rykke sundheden endnu tættere på beboerne i de almene boligområder og forstå deres specifikke ønsker og behov. Forhåbentligt betyder den dialog også, at vi i højere grad i fællesskab med borgerne kan forebygge flere sygdomme og øge beboernes livskvalitet, siger Søren Thorgaard Skou, der er forskningschef på Midt- og Vestsjællands Hospital og leder af forsknings- og implementeringsenheden PROgrez.
Sundhedssaloner danner rammen for samtalen med borgerne
Ét af tiltagene i det nye samarbejde er det, der kaldes sundhedssaloner.
Her kan beboerne i de almene boligområder deltage i faglige oplæg og aktiviteter, der alle sammen fokuserer på emner som kost, energi, fysisk aktivitet, mental sundhed, søvn, fællesskab og trivsel.

Som en del af aktiviteterne får beboerne også mulighed for at få foretaget en række sundhedsmålinger.
Det kan blandt andet være måling af blodtryk, blodsukker, muskelstyrke, balance, ganghastighed og lungefunktion.
- Testene giver kun et øjebliksbillede, og vi stiller ikke diagnoser. Men de åbner op for en samtale om, hvad man bør være opmærksom på. Ved behov opfordrer vi beboerne til at kontakte egen læge for opfølgning, siger Søren Thorgaard Skou.
Målet med salonerne er altså at skabe et rum, hvor sundhed bliver et nyt fælles omdrejningspunkt.
Projektet handler dog ikke kun om de aktiviteter, der gennemføres her og nu.
Ambitionen er nemlig at skabe et stærkere bindeled mellem boligområderne og sundhedsvæsenet, så beboerne lettere kan få adgang til den hjælp og støtte, de har brug for. På længere sigt skal erfaringerne og anbefalingerne fra projektet danne grundlag for nye samarbejdsformer og koncepter, som kan gøre sundhed til en naturlig del af hverdagen i de almene boligområder.