”De fire hjørner” har patienten i centrum
onsdag den 22. juli 2026

Fra den gamle transistorradio i hjørnet af rummet synger Elvis Presley om ”a little less conversation and a little more action”. Men i det beskidte værksted i det gamle murede engelsk landsted-inspirerede ”haveskur” i parken på det psykiatriske hospital på halvøen Oringe ved Vordingborg, er det faktisk meningen, at man godt må snakke en hel masse.
Ved et bord sidder en ung kvinde og er ved at glasere et askebæger af ler, som hun har lavet i keramikværkstedet. Penslen føres koncentreret hen over askebægeret inden hun grinende kigger op.
- Yes, det er et par bryster. Jeg har også lavet et med en diller. Så er der ligesom lidt for enhver smag, siger hun inden hun igen fordyber sig i arbejdet.
Den unge kvinde er en af patienterne, som er indlagt på afsnittet ”De fire hjørner”, der er et tilbud til patienter, som ud over en psykiatrisk diagnose og har en rusmiddeludfordring. Patienterne er typisk indlagt i et forløb på ni måneder, hvor de får hjælp med både diagnose og misbrug. Der er plads til 14 patienter ad gangen. Og tilbuddet er populært. I øjeblikket er der 16 på venteliste, fortæller assisterende oversygeplejerske Mathias Edvardsen, som viser rundt.
Sengebord fik nyt liv
I værkstedet er der meget vide rammer for, hvad man kan lave. Michael Rasmussen, der er en af de slags mænd som kan lidt af hvert, har titel af værkstedsassistent og giver gerne en hånd, hvis der er brug for hjælp.
- Der bliver udvist meget stor kreativitet her i værkstedet. En af vores nuværende patienter har for eksempel pimpet et sengebord, han havde fundet på et loppemarked. Han fik så fræset FC Københavns logo ud i en plade, der blev monteret med noget LED-lys inde bagved og så var det pludselig blevet til et ret unikt møbel, der gør noget godt for ham, fortæller Michael Rasmussen.
En anden historie fra værkstedet handler om renoveringen af en mountainbike. En tidligere patient havde ofret en del timer og penge i at få renoveret sin gamle mountainbike, mens han var patient på ”De fire hjørner”. Men han nåede ikke at blive færdig med projektet inden han skulle udskrives. Men det var der heldigvis en løsning på.
- For en af de andre patienter, der var blevet rigtig gode venner med cyklens ejermand tilbød, at han da bare kunne lave den færdig. Han har købt reservedele for sine egne penge og nu står cyklen helt skarpt og køreklar. Det siger lidt om, hvad en indlæggelse her kan have af betydning for patienterne og deres udvikling. Og det kan man godt blive lidt rørt over, siger Michael Rasmussen.
Ud over værkstedet er der masser af andre aktiviteter, som patienterne kan fylde hverdagen ud med. Der bliver tilbudt forskellige former for idræt og motion, der bliver arrangeret shelterture med overnatning i naturen og man er altid velkommen til at hjælpe den på stedet ansatte kok i køkkenet, når der skal laves mad. Alt der kan være med til at skubbe patienterne i en positiv retning og hjælpe dem tilbage på sporet i en hverdag, hvor de kan klare sig selv, giver mening.
Struktur gør en forskel
Patienterne på tilbuddet kan gå og komme som de vil. Det vil sige, at de også kan gå op i byen og blive fristet af enten alkohol eller stoffer, som er en del af patienternes fælles udfordringer.
- Og det sker af og til, at en patient falder i. Her er vores tilgang, at det ikke nytter noget at skælde ud og udskamme. Når man har en misbrugsudfordring, så ved vi jo godt alle sammen, at man ikke bare kan sige ”nu drikker jeg ikke længere”. Så vi forsøger i stedet at støtte dem og motivere dem til at give det en chance mere med at komme ud af misbruget, forklarer Mathias Edvardsen.
Og langt de fleste patienter får trappet gevaldigt ned på forbruget, mens de er indlagt.
- Vi gør det lettere for dem at kæmpe mod misbruget. Dels ved at hjælpe dem med at håndtere og forstå deres psykiske lidelser, men også ved simpelthen at give dem en struktureret hverdag, hvor der er noget at stå op til, og hvor man får noget ordentligt at spise flere gange om dagen. Derudover skal man heller ikke undervurdere værdien af det fællesskab, som opstår mellem patienterne. De er ofte meget ensomme mennesker, hvor misbruget er en del af flugten. Her er der pludselig nogle mennesker at snakke med. Oven i købet mennesker, som er i samme båd, siger han.
”De fire hjørner” er en del af Midt- og Vestsjællands Hospital Psykiatrien Vordingborg.

