Klinisk praksis som karrierevej

Vælg klinisk specialisering som karrierevej
Psykiatrien på Midt- og Vestsjællands Hospital er båret af forpligtede fagfolk, der finder det daglige arbejde med patienten meningsfyldt. De skaber håb om at have et godt liv med psykisk sygdom og gør en meningsfuld forskel gennem relationer, kommunikation og høj faglighed.
I psykiatrien har teknologi ikke erstattet mødet mellem mennesker
I psykiatrien møder vi patienterne, hvor de er. Det kræver ikke avanceret teknologi. Men det kræver relationer, kommunikation og høj faglighed.
I mødet med patienten er vi professionelle fagpersoner, men vi er også mennesker lige som patienterne. Og din holdning til og kommunikation med den enkelte patient har stor betydning for kontakten og for den gensidige tillid.
På samme måde er det daglige samarbejde mellem de forskellige faggrupper en forudsætning for høj kvalitet i vores behandling og pleje af patienter. Uanset hvor meget erfaring du har som læge, sygeplejerske, social- og sundhedsassistent, psykolog eller andet, bidrager du med din faglighed og din viden om den enkelte patient.
Sammen skaber vi et helhedsbillede af, hvad patienten har brug for. Det er både spændende og komplekst – og arbejdet i psykiatrien kræver, at du både bruger dine psykiatrifaglige og somatiske kompetencer.
Video - Klinisk praksis som karrierevej
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Klinisk praksis som karrierevej
Som læge er du central i det daglige behandlingsarbejde af vores patienter.
Reservelæger og 1. reservelæger er enten i klinisk basisuddannelse, i introduktionsforløb eller i hoveduddannelsesforløb.
Læs mere om Lægelig videreuddannelse på Midt- og Vestsjællands Hospital her.
Afdelingslæger og overlæger er specialiserede inden for klinisk praksis. Som speciallæge har du gennemført et hoveduddannelsesforløb, og du har en ledende rolle i det tværfaglige samarbejde om behandling af patienterne. Som overlæge er du klinisk ekspert med et stort ansvar. Uanset hvilken rolle du får, sørger vi for, at du er godt forberedt.
Du kan også specialisere dig inden for en behandlingsmetode eller behandlingsretning, fx psykoterapi eller kognitiv terapi.
Som sygeplejerske kan du videreuddanne dig til specialsygeplejerske i psykiatrisk sygepleje. Som specialsygeplejerske kan du løse komplekse opgaver, og du kan påtage dig et særligt ansvar i behandling og pleje af patienterne.
Læs mere om specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje her.
Du kan også blive certificeret triagesygeplejerske, hvor du specialiserer dig inden for faglig vurdering og prioritering af patienter i en Psykiatrisk Akutmodtagelse. En anden mulighed er at uddanne dig til OPUS-sygeplejerske og arbejde med tidlig opsporing af psykose. Du kan også videreuddanne dig ved at tage en kandidatuddannelse (cand.cur.).
Som psykolog kan du videreuddanne dig til specialist eller specialpsykolog i psykiatri.
Læs mere om specialpsykologuddannelsen på Midt- og Vestsjællands Hospital her.
På tre år kan du videreuddanne dig til specialist inden for fx klinisk børne- og ungepsykologi, psykoterapi, psykopatologi, psykotraumatologi eller gerontopsykologi. Her bruger du din specialistviden til at løse komplekse behandlingsopgaver.
Som specialpsykolog arbejder du med psykopatologisk udredning, diagnostik og behandling. Du kan udføre psykoterapeutisk behandling af enkeltpersoner eller i grupper, og du har en vigtig rolle i udviklingen af den psykologfaglige behandling. Specialpsykologuddannelsen er et 4-årigt uddannelsesforløb inden for enten voksenpsykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri.
Som social- og sundhedsassistent har du mulighed for at deltage i et 24-dages efteruddannelsesforløb målrettet psykiatrien. Gennem forløbet udvikler du dig inden for bl.a. klinisk observation, klinisk vurdering, psykopatologi og somatiske lidelser hos vores patienter. Du arbejder med nye innovative metoder, og du får værktøjer til at udvikle praksis og din rolle i psykiatrien.
Vi forventer, at der i fremtiden også vil være mulighed for at gennemføre en specialiseringsuddannelse i psykiatri som et overbygningsforløb på efteruddannelsen. Her vil du få mulighed for at fordybe dig i særligt udvalgte områder af klinisk praksis.
Læs mere om specialiseringsuddannelsen for social- og sundhedsassistenter her.
Vejen fra social- og sundhedsassistent til sygeplejerske
Vi vil gerne støtte op om de social- og sundhedsassistenter, der ønsker at videreuddanne sig til sygeplejerske.
For at vi bedst muligt kan realisere den enkelte social- og sundhedsassistents videreuddannelsesønsker, sker det i dialog med den lokale afdelingsledelse. Det giver mulighed for at tilrettelægge et muligt uddannelsesforløb efter de lokale forhold og muligheder, og for at drøfte og tilrettelægge processen i forhold til en stilling som sygeplejerske efter endt uddannelse.
Hvis ønsket om at videreuddanne dig til sygeplejerske melder sig, så er første skridt en snak med nærmeste leder og afdelingsledelsen.
I psykiatrien kan du bruge din ergo- eller fysioterapeutiske specialviden til at identificere terapeutiske behandlingsbehov. Du kan også stå for den terapeutiske behandling – enten hos den enkelte patient eller for grupper af patienter. Og du kan være med til at videreudvikle den terapeutiske behandling i psykiatrien.
Læs mere om ergo- og fysioterapeutuddannelsen på Midt- og Vestsjællands Hospital her.
Kontakt
Adresse
Midt- og Vestsjællands Hospital
HR
Ingemannsvej 30, 2. th.
4200 Slagelse
Se kort
Find vej på Midt- og Vestsjællands Hospital, SlagelseRing til os
Skriv til os
Øvrig information
Du er altid velkommen til at kontakte os via vores fællespostkasse.
Opdateret mandag den 11. maj 2026