Gå til indhold

Forskningen bag Vejledning i Deeskalering

Vejledning i Deeskalering bygger på mere end et årtis forskning, udviklingsarbejde og kliniske erfaringer med forebyggelse af vold, aggression og tvang i sundhedsvæsenet.

Modellen udspringer af et ph.d.-projekt og et handlingsorienteret aktionsforskningssamarbejde mellem klinikere, forskere, patienter og pårørende i Psykiatrien Region Sjælland.

Udviklingen af vejledningen tog afsæt i eksisterende forskning samt interviews med patienter og personale med erfaring fra truende og konfliktfyldte situationer. Deeskaleringsprocessen blev herefter afprøvet, evalueret og videreudviklet i klinisk praksis på et akut psykiatrisk afsnit.

Siden implementeringen i 2016 er vejledningen løbende blevet videreudviklet af deeskaleringsvejledere, udviklingsinstruktører, kliniske medarbejdere og mennesker med levede erfaringer. Opdateringerne bygger på praksiserfaringer, ny forskning og internationale faglige drøftelser om konflikthåndtering, relationsarbejde, traumeinformerede tilgange og forebyggelse af tvang.

Den aktuelle udgave er desuden tilpasset somatiske kontekster, hvor patienter, pårørende og personale ligeledes kan opleve situationer præget af frustration, utryghed eller eskalerende konflikter. Målet er at fremme trygge, respektfulde og samarbejdende møder, hvor konflikter forebygges, og behovet for magtanvendelse og tvang reduceres.

Arbejdet med deeskalering indgår i forskningsaktiviteterne ved Center for Forskning i Relationer og Deeskalering, hvor udviklingen af praksisnære redskaber sker i tæt samarbejde med patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle.

Kontakt

Adresse

Midt- og Vestsjællands Hospital

Forskningsafdelingen

Bygning 3

Fælledvej 6, 4. sal

4200 Slagelse