Gå til indhold

Center for Neurorehabilitering (CNN)

CNN varetager genoptræning af voksne med følger efter alvorlig hjerneskade f.eks. tale, balance, koncentration, spisning og andre almindelige aktiviteter. CNN er normerede til 23 senge.

Se kontaktoplysninger

Dit indlæggelsesforløb

Rehabiliteringen foregår under indlæggelse hele dagen og alle ugens dage. Vi tilbyder aktiviteter, der tager udgangspunkt i det, der motiverer dig, og som hjælper dig med at få øget kontrol over dit eget liv.

Du er velkommen til at gøre din stue mere personlig med fotos, plakater eller lignende. Der er tv på alle stuer og fri internetadgang.

Under indlæggelsen vil du møde et tværfagligt team, som er sammensat ud fra dine individuelle behov. Teamet kan bestå af sygeplejerske, social- og sundhedsassistent, fysioterapeut, ergoterapeut, diætist, talepædagog, socialrådgiver, neuropsykolog og læge.

Du og dine pårørende tilbydes blandt andet samtaler med det faglige team hver 14. dag. Under samtalerne drøfter I dine mål for den kommende periode.

Formålet med samtalerne er at evaluere dine fremskridt og sætte nye mål for rehabiliteringen.

Under indlæggelsen vil du blive tilbudt forskellige undersøgelser for at klarlægge, hvilke udfordringer og ressourcer du har. På den måde kan rehabiliteringen målrettes dine behov.

Forløbet på CNN varer som udgangspunkt fra nogle uger til få måneder. Undervejs tager det faglige team stilling til forløbets længde.

Under aktiviteterne anvender du de metoder, du har lært sammen med f.eks. talepædagogen, sygeplejersken, social- og sundhedsassistenten, ergo- eller fysioterapeuten.

Målet er, at du øger dine muligheder for at klare dig selvstændigt. Det er vigtigt, at aktiviteterne er genkendelige og meningsfulde for dig. Alle aktiviteter er baseret på viden om, hvad der har effekt i rehabiliteringen efter en hjerneskade.

På CNN har vi terapirum, træningskøkken, fælles opholdsrum og udendørs opholdsarealer.

Mad og drikkevarer

Som patient får du tilbudt mad og drikkevarer. Hvis du ønsker det, må dine pårørende gerne tage mad med til dig. Hvis dine pårørende kommer med mad, skal du lave en aftale med personalet.

Af hensyn til hygiejnen må patienter og pårørende ikke benytte køkken, køleskab eller fryser på CNN.

Husk at medbringe

Når du skal på ophold på CNN, er der nogle praktiske ting, du skal huske at medbringe. Vi har samlet de vigtigste ting her, så du kan være godt forberedt på dit ophold.

  • Eventuel medicin
  • Praktisk tøj, der er nemt at bevæge sig i – vi kan desværre ikke tilbyde tøjvask
  • Overtøj og sko/sandaler til at gå og lave aktiviteter i
  • Toiletsager, herunder tandbørste, deodorant, barbergrej og lignende
  • Det er en god ide at medbringe en kalender, computer/tablet og en mobiltelefon
  • Det er ikke muligt at opbevare medbragt mad på køl
  • Vi skal gøre opmærksom på, at rygning ikke er tilladt på Region Sjællands matrikler
  • Indtagelse af alkohol er ligeledes ikke tilladt på CNN

Din udskrivelse

Det er vigtigt, at du føler dig tryg, når du skal hjem. Stil gerne spørgsmål, hvis der er noget, du er i tvivl om.

Det kan være en god idé at skrive dine spørgsmål ned, så du husker at få svar på det hele. Du skal blandt andet have svar på følgende:

  • Hvilken medicin skal jeg tage?
  • Er der noget, jeg skal være særligt opmærksom på?
  • Har I givet hjemmeplejen besked om, at jeg kommer hjem?

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at ringe til os det første døgn, efter du er kommet hjem. Derefter skal du kontakte din egen læge.

For pårørende og gæster

Det er en stor hjælp, hvis I som pårørende aftaler, hvem der skal være kontaktperson, og som vi kan give information til.

Kontaktpersonen kan også ringe til os og derefter give informationen videre til resten af familien.

Som pårørende kan du støtte og hjælpe på mange måder – både med praktiske opgaver og ved at lytte og stille spørgsmål.

  • Tag med på hospitalet
  • Hjælp med det praktiske
  • Lyt til og husk, hvad personalet fortæller
  • Stil gerne spørgsmål til undersøgelser og behandling - skriv eventuelt spørgsmålene ned hjemmefra

Som gæst på hospitalet sætter vi stor pris på, at du:

  • Viser hensyn til personalet og andre patienter
  • Sætter din telefon på lydløs
  • Benytter høretelefoner, hvis du hører musik eller ser film på din telefon, tablet eller computer
  • Vasker og spritter dine hænde.
    Bakterier og virus spredes blandt andet via hænderne. Rene hænder redder liv.
    Se nedenstående video om håndvask.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Blomster

Af hensyn til hygiejnen må du ikke medbringe planter med jord. Afskårne blomster er velkomne.

Mere information

 Pjece – Om Center for Neurorehabilitering (CNN)

 

Afsnitsledelse

Den daglige ledelse varetages af en ledende overlæge og oversygeplejerske.


Ledende overlæge Jolanta Gaudesine
Tlf. 93 56 98 49 | jopl@regionsjaelland.dk 

Oversygeplejerske Erika Ankerberg
Tlf. 93 56 84 66 | eae@regionsjaelland.dk 

Souschef Anne Mette Jensen
Tlf. 56 51 49 52 | amje@regionsjaelland.dk 

Kontakt

Adresse

Midt- og Vestsjællands Hospital, Næstved

Center for Neurorehabilitering (CNN)

Ringstedgade 31

4700 Næstved

Se kort

Find vej på Midt- og Vestsjællands Hospital, Næstved

Skriv til os

Øvrig information

Oversygeplejerske 93 56 84 66